|
At fotografere en stemning
Den danske fotograf Mads Nissen var en af de tolv udvalgte til dette års World Press Photo workshop.
Af Lars Pryds pryds@mac.com
En gang årligt inviterer organisationen bag World Press Photo til en uges workshop, hvor formålet er at bringe unge talenter sammen med nogle af de mest erfarne fotografer i verden. Kun få skandinaver har deltaget. På den seneste workshop, nr. 16 i rækken, der fandt sted i Amsterdam i november 2009, var danske Mads Nissen en af de tolv udvalgte.

Sammen med nogle få venner graver Francisco en tunnel i bjerget. Indtil videre er de kun nået 15 meter ned, men det er et både varmt og hårdt manuelt stykke arbejde, så det tager sin tid.
(English version in SNDS Magazine 1, 2010)
Det er et skulderklap af de helt store for de unge fotografer – man må ikke være fyldt 30 – at blive inviteret til at deltage i Joop Swart Masterclass, som World Press Photo har arrangeret siden 1994. 18 uafhængige komiteer over hele verden indstiller kandidater, og den endelige udvælgelse foretages af en jury, der denne gang havde 179 navne at vælge imellem.
Da vi har fundet et roligt hjørne i Berlingske Tidendes fotostudie, står det da også hurtigt klart, at det har gjort stort indtryk på Mads Nissen at være blandt de udvalgte. Med solen i øjnene fortæller han stilfærdigt, men dybt engageret, om et forløb, der strakte sig over en enkelt uge men var så intenst, at det tog tre uger at komme sig bagefter.
Dels var der forelæsninger af en håndfuld Masters, internationalt anerkendte fotografer, som præsenterede deres egne specialområder, dels fik deltagerne mulighed for en personlig dialog à 40 minutters varighed med de erfarne Masters enkeltvis.
Men det der har sat sig rigtigt fast, er de lange diskussioner om selve dét at fotografere, dét det i virkeligheden handler om. Nemlig hvordan man bruger sig selv til at tage gode billeder – og hvad det er man vil med sit fotografiske udtryk. Mads kalder det sit hjerteblod. Dét hjerteblod havde de deltagende fotografer til fælles.
”Jeg har sjældent oplevet så hurtigt at komme så tæt på mennesker jeg ikke kendte i forvejen,” fortæller Mads.
At gøre det konkrete almengyldigt …
Forud for workshoppen havde hver deltager indleveret en personlig billedserie over årets tema: ”Touch”. Billedserierne dannede sammen med dagens forelæsninger udgangspunkt for diskussioner, der ofte varede til langt ud på natten.
Virkelig interessant bliver de personlige fortællinger dog først, når man kan hæve en konkret situation op til det almene, så det er lige meget hvor i verden man befinder sig. Mads Nissens fotoserie foregår i Brasiliens største illegale guldmine. Billederne handler om menneskenes grådige udnyttelse af naturen, men lige så meget om hvad mennesket er i stand til at udholde.
”Jeg laver undersøgelser, viser hvad jeg ser og lader andre om at konkludere eller dømme. Ofte forsøger jeg at skabe empati for banditterne og at så tvivl ved heltene. Jeg vil skildre de indbyggede dilemmaer, og stille tolkningen åben.”
Her kunne mange aviser godt lære noget, mener Mads Nissen. De må gerne tage nogle flere chancer – tænke anderledes og personligt på det visuelle område. Selv om man tror man ved, hvad læserne vil have, vil de i virkeligheden gerne overraskes.
At tage chancer …
Avisernes fotoafdelinger kunne også lære af reklamefotograferne. De ved, at man skal tage chancer for at få folk til at stoppe op.
”Det er mange år siden man har kunnet sælge tandpasta ved at vise et billede af en tube tandpasta. Mange reklamefotos er netop billeder af en stemning – det er noget af det samme jeg forsøger i mine billeder. At fotografere stemninger, tilstande, følelser.”
Til daglig er Mads Nissen pressefotograf på Berlingske Tidende, og også her betyder den personlige tilgang til fotografiet meget.
”I de personlige projekter er det selvfølgelig nemmere at skabe billeder, der beskriver en stemning, end det er i de daglige opgaver til avisen, hvor pointen skal være mere klar. Men det er vigtigt ikke at tabe sig selv undervejs. Hvis et billede er interessant for mig, er det også interessant for læseren. Tager man et billede, som man tror andre vil have det skal tages, bliver det nemt en dårlig kopi af noget der er lavet før. Man skal fornemme historien i hvert eneste billede.”
Et netværk for livet
Mads Nissen er beæret og begejstret for at være udvalgt til Joop Swart Masterclass, men det er bagefter der skal arbejdes med billederne og personligheden.
”Det hele var utroligt professionelt arrangeret af World Press Photo, og utroligt effektivt: De vælger os ud, tager os i hånden, og slipper os igen.”
Udover et nyt fedt kryds i CV’et har Mads Nissen nu også et netværk af kolleger over hele verden, han kan trække på til kommende projekter. Så der skal nok blive taget både chancer og stemningsfulde billeder i fremtiden.
Efterskrift: Fotografierne i serien fra Amazonas, der dannede udgangspunkt for Mads Nissens deltagelse i Joop Swart Masterclass, var en del af de 39 fotos der blev vurderet som verdens næstbedste portfolio i den amerikanske "Picture of the Year"-konkurrence og indbragte ham "Second Place" i kategorien "Photographer of the Year - Newspaper". Altså verdens næstbedste pressefotograf!
.

Angela arbejder som prostitueret i Apuí, en landsby i nærheden af Brasiliens største illegale guldmine. En prostitueret koster det samme som et gram guld - omkring 18 euro. Foto: Mads Nissen.
Mads Nissen, born 1979.
Staff photographer at Berlingske Tidende, Copenhagen, Denmark.
2007: Graduated from the Danish School of journalism
2007: Winner of the Best Danish Press Photo of the Year.
2007: Winner of Award of Excellence at POYi: Issue Reporting Picture Story
2010: Winner of Second Place at POYi: Photographer of the Year - Newspaper
2010: Winner of Third Place at POYi: Newspaper Issue Reporting Picture Story
2010: Årets pressefotograf Danmark. Desuden vinder af førsteprisen i kategorierne Årets nyhedsbillede udland; Årets nyhedsbillede Danmark; samt Årets reportage udland.
"Amazonas – Voyage Into the Wilderness” is Mads Nissen’s long term personal book project, which will be published in 2010.”The global financial crisis has sparkled up gold prices, and so, the search for El Dorado continues today. Hidden deep inside the Brazilian Amazonian rainforest lays the continent’s biggest illegal gold mine, Eldorado do Juma. What used to be untouched virgin rainforest has turned into a permanent campsite, as an army of poor Brazilians has arrived to give their blood, sweat and tears in the hope of a better life. The men by taking shifts in the mines. The women by working in the bars at night.”
Klik her for at høre Mads Nissen fortælle om projektet
Klik her for at se Mads Nissens billeder fra Amazonas
Klik her for at læse mere om Joop Swart Masterclass
|